5 fejl du aldrig må lave i dit pitch deck
Rasmus Madsen, iværksætter, tidligere revisor samt forhenværende partner i Dinero, lægger alle kortene på bordet angående at lande sin første investering. Dette sker i forbindelse med sin nye bog “Pitch Deck”, som blandt er andet anbefalet af Martin Thorborg.
At søge investering til ens højtelskede virksomhed er ikke bare noget, du gør med venstre hånd. Det kræver meget viden, arbejde, energi og gå på mod for at finde de helt rigtige investorer.
Vi i eManager har lukket to investeringer for samlet 1 mio DKK samt gået glip af en kapitalrejsning på 4,5 mio DKK inden for de sidste 12 måneder.
Jeg har om nogen lært, hvad det vil sige at lave et pitch deck og forhandle med investorer. Men faktisk har jeg også været med på sidelinjen ved venner/bekendte, der skulle ud og skaffe en investering, men så sandelig også i min tid som revisor.
Derfor har jeg samlet de 5 fejl, du aldrig må lave i dit pitch deck, så du kan stå meget stærkere, når du skal ud og lande din første investering:
Glem aldrig det kedelige budget
Jeg er ked af at bringe det på banen, for bare ordet “budget” får de fleste iværksættere til at falde i søvn trods dét, at vedkommende lige er vågnet onsdag morgen og har drukket den første kop kaffe.
Selvom du ønsker at bruge så lidt tid på denne del som muligt, er du nødt til at klemme ballerne sammen og gøre et godt stykke grundarbejde. For uanset, hvordan du vender og drejer det, så er budgettet noget af det vigtigste for en investor! Det er både her, investorerne kan dykke ned og forstå jeres lavpraktiske, kortsigtede plan, hvorvidt investeringen kan dække det behov, der måtte være, men også vurdere jeres tanker om fremtiden.
Og budgettet skal være gennemgående hele vejen i dit pitch deck. Det gælder alt fra visionen, milestones, roadmap til, hvad pengene fra investeringen skal bruges til. Derfor er det ofte en god idé at starte med at lave budgettet, før resten af dit pitch deck udarbejdes.
Husk at blære dig
En ting, jeg ser rigtig mange glemme i deres pitch deck, er at fortælle, hvor virksomheden er i dag, og hvad der er opnået indtil i dag.
Det betyder, at investorer nogle gange tror, at virksomheden bare er en idé uden kunder eller brugere – hvilket betyder, at de vil afvise dig, da værdiansættelsen derfor er ALT for høj.
Du skal derfor sørge for at udtrykke følgende i dit pitch deck:
- Hvor virksomheden er i dag
- Hvad virksomheden har opnået af resultater (også selvom det kan virke som småt)
- At virksomheden kan fortsætte fremdriften
Og husk, at der er intet bedre argument for resultater end omsætning. Så har du solgt dit produkt, skal du huske at få det frem i materialet!
Dette gælder også selvom, det rent faktisk er en idé, du søger en investering til. Du vil altid have opnået resultater som udtalelser fra kommende kunder eller hensigtserklæringer på køb af produktet, når det er færdigudviklet.
Helt konkret var vi i eManager både nødt til at skrive, at produktet var online, og at vi havde over 11.000 brugere på nuværende tidspunkt. Sørg for at gøre det samme.
Vis at du har en plan og, at I er de rigtige team til at udføre den
Kemi imellem teamet og investorerne er et af de vigtigste punkter. Det er meget muligt, at produktet på sigt ikke virker i markedet, eller at der dukker noget uventet op (det kan alle forholde sig til) – men investorerne vil være sikre på, at teamet gør alt, der er muligt for at løse en given problemstilling.
Derfor er det vigtigt, at teamet er motiveret, har styr på sit pis, kan arbejde sammen, har de rigtige kompetencer og har en relevant erfaring. Tech virksomheder skal selvfølgelig have en udvikler, ligesom en virksomhed inden for sundhedssektoren skal have en læge eller lignende osv. Det vil investorerne have styr på sammen med spørgsmålet, hvor teamet kender hinanden fra. Er det bare tre venner, som gerne vil have det sjovt? Eller har de faktisk prøvet at arbejde sammen før.
Samtidig skal dit pitch deck afspejle, at der er en plan! Det handler ikke om, at du skal vide alt, og at du har fundet en unik plan til guldet – for det ville virke urealistisk. Enhver virksomhed skal blive klogere hele tiden for at kunne navigere sig til succes. Men det handler om, at du har en retning og en skarp plan lige nu, som er dit bedste bud på at opnå succes!
Og husk, at hvis du ikke udtrykker dette i dit pitch deck, vil en investor afvise dig. Ingen investor vil investere i en virksomhed, hvor der ikke er plan, og hvor der ikke er et godt team – for det vil kræve alt for meget tid for investoren og højst sandsynligt betyde en tabt investering.
Vær ikke nørdet!
På grund af den tid vi lever i, sidder en investor med stor sandsynlighed derhjemme og læser dit pitch deck. En investors konklusion besluttes derfor på få minutter. På disse få minutter skal vedkommende have forstået din virksomhed grundigt og tage beslutning om, hvorvidt personen ønsker et møde med dig.
Da investorer modtager rigtig mange tilbud om en investering på et år, vil vedkommende afvise dig, hvis materialet ikke er forståeligt eller alt for nørdet.
Derfor er det vigtigt, at du gør dit pitch deck så forståeligt, at alle kan forstå virksomheden, konceptet, visionen osv. Samtidig skal du huske, at et pitch deck skal være kort og ikke forklare alt omkring virksomheden – kun det vigtigste, som derfor skal være beskrevet nemt, læseligt og forståeligt.
Et lille pro tip er at sende dit pitch deck ud til venner og bekendte, som kan give dig feedback på materialet, inden det sendes ud til seriøse investorer. Send gerne til “nørder” i branchen samt ikke nørder (inkl. din mor), og spørg om vedkommende forstår indholdet, og hvilke spørgsmål personen sidder tilbage med.
Pynt ikke på tallene!
Der er en grund til, at investorerne sidder med en pose penge, de kan investere i andre. De er dygtige forretningsfolk, som har høj viden omkring markeder mv. Derfor nytter det ikke noget at pynte på tallene eller være urealistisk – for langt de fleste investorer vil kunne gennemskue dig, og resultatet er, at de ikke vil investere i dig.
Dette gælder hele vejen igennem dit pitch deck, samt hvad du fortæller til potentielle investorer.
Lav alt det du kan i dit pitch deck ud fra eksterne kilder, og ved resten bruger du din sunde fornuft og mavefornemmelse. Altså gør det ordentligt, således du kan stå indenfor det, du siger og skriver.
Husk det ville være dumt at lyve (også selvom du ikke blev opdaget), da du kommer til at stå til ansvar for disse tal, efter en investering er sket. Det vil skabe en dårlig start for dig og dine nye partnere, som du vil hænge på, indtil virksomheden en dag bliver solgt eller går konkurs.
Et lille pro tip er desuden at angive kildehenvisninger inkl. statemens. Det giver troværdighed, afklarer eventuelle tvivlsspørgsmål og samtidig kan investorerne dykke yderligere ned i materialet.