Barndomsvenner scorer millioner i Løvens Hule

Brian og Jesper fra Decofarver var sæsonens første investering og havde et bragende succesfuldt pitch foran løverne. Vi har snakket med Brian omkring oplevelsen og hvad fremtiden nu skal bringe for makkerparret.

Kort om Decofarver.dk

DecoFarver.dk er en online farvehandler startet af de to barndomsvenner Jesper og Brian. Siden 2013 har de vokset sig til Danmarks førende leverandør indenfor maling på nettet. Decofarver omsætter i dag for +30 mio. kr. årligt og er klar til ekspansion til udlandet.

Nu har de fået hele 3 dygtige investorer med ombord til at realisere de planer.

Ingen gode historier starter med salat

En sen aften i 2013 sidder Jesper og Brian og ser håndbold og får lidt at drikke. De havde ikke set hinanden længe men var nu flyttet i hver sit hus forholdsvist tæt på hinanden. 

I løbet af aftenen falder snakken på fremtidsdrømme. Brian spørger Jesper hvad han har af drømme for fremtiden og Jesper svarer at han altid gerne har ville drive sin egen farvehandler. Da Jesper stiller samme spørgsmål svarer Brian, at han altid gerne har ville drive en webshop.

Det tager ikke mange minutter for de to barndomsvenner at kigge på nettet og se hvad der findes af hjemmesider hvor man kan købe maling og som Brian siger til mig da vi snakker sammen: “Vi var ikke imponerede over hvad vi så”.

14 dage efter har makkerparret et CVR nummer sammen.

Ind i løvens hule

“Vi har set løvens hule i flere sæsoner og er fans af programmet, vi synes at det er super fedt.” 

Sådan siger Brian da jeg spørger ham til hvorfor de valgte at tage i Løvens hule. Han fortsætter

“Vi er nået hertil hvor vi er de største i landet og det er vi kommet med en baggrund som farvehandler og jeg har en baggrund som tømrer. Altså uden de helt store kompetencer og uden at gå på cbs eller noget som helst, så vi mente at for at komme videre herfra og ekspandere til nye markeder så havde vi brug for noget hjælp fra nogen der har prøvet det før. Så kunne man selvfølgelig bare finde en investor men det var jo meget oplagt at slå to fluer med et smæk og så tage i løvens hule.”

Brian fortæller at de var nervøse for deres pitch inden de tog ind til løverne og tanken om, at man kunne blive til grin eller sige noget forkert som kunne skade forretningen lå også og lurede i baghovedet. Dog havde makkerparret ingen bekymringer i forhold til at få en investor ind i virksomheden.

“Vi havde ikke de store bekymringer i forhold til at tage en investor ind og afgive ejerskab så længe der var god kemi og jeg synes egentlig at, nu blev der filmet i en time og 48 minutter da vi var derinde og der var en god varme i studiet lige fra pitchet og til vi sluttede. Alle var så interesserede og vi var rimeligt sikre på at vi havde ramt noget rigtigt. Vi håbede at Jacob kunne blive interesseret fordi vi ved jo hvad han har gjort med Coolshop så det var typisk ham vi kiggede efter.”

Det viste sig jo også at gå i opfyldelse da Jacob som den første, meldte ud at han var interesseret i Decofarver.

“Det vigtigste for os var at der var et match men også at det gav mening for vi havde jo selvfølgelig snakket om hvem vi tænkte der kunne være interesseret. F.eks. troede vi slet ikke at Mia ville være interesseret ud fra hvad vi havde set i de tidligere sæsoner men der tog vi jo helt fejl. Vi håbede på at det blev jacob men ellers så var det bare vigtigt for os at det blev et godt match.”

En følelsesmæssig rutsjebanetur

“Det var vildt angstprovokerende!” Siger Brian da jeg spørger ham om hvordan det var at stå ansigt til ansigt med Løverne, som han havde set på TV så mange gange. 

“Altså jeg gik i stå, det viser de ikke på TV men jeg siger bare “FUCK der tabte jeg den sgu” men det har de selvfølgelig klippet ud. Det var nerverne der tog over. Da vi kører ind mod studiet og skal overnatte i københavn der spørger Jesper flere gange om vi ikke bare skal køre mod fyn, men vi ender ude på studiet og det lykkes det hele men det var presset og da vi kører hjem mod fyn igen om eftermiddagen der er vi simpelthen så trætte at vi er nødt til at  køre ind og hente en ordentlig kop kaffe for at kunne køre resten af vejen hjem.”

På et tidspunkt under optagelserne, går det op for makkerparret at de har gjort et eller andet rigtigt,Jeg tror faktisk at dem der kender os de godt kan se det på os på TV, men da Jacob sagde at han var interesseret men ikke vil være den første der byder der ved vi bare “okay, den her har vi ramt”.

“Der er det jo så et spørgsmål om hvad buddene er, vi havde sat nogle regler omkring hvor meget vi ville afgive og til hvilke priser. Da Jan derefter siger hvad han byder med beløb og det hele og Mia byder derefter der tænker vi “okay, det her det bliver vildt”

Og vildt, det blev det, faktisk var alle løver klar til at investere i Jesper og Brian og der blev tilbudt helt op til 4 mio. kr. i en enkelt investering. Men for tv holdet bag kameraet var det åbenbart ikke vildt nok, for Brian tilføjer denne lille krølle på historien:

“Man ser jo ikke det hele, men lige pludselig midt i budrunden så kommer der én ind udefra, altså én af dem der styrer kamerahold osv. og sådan lige irettesætter løverne og siger “nu skal i altså lige være på dupperne fordi det her kan godt være sæsonåbneren” Det var helt overvældende at stå og se på og vi kunne næsten ikke være i os selv.”

Man kan næsten forestille sig hvordan det må have føltes at stå der, med alle løverne i gang med at byde og produktionsfolk der kommer løbende ind og siger at det bliver sæsonåbneren. Det må have været en vild oplevelse og det er 100% fortjent. Jesper og Brian har gjort at kanon flot stykke arbejde med Decofarver.

Hvad bringer fremtiden?

Nu når investeringen er kommet i hus så handler det jo om at kigge fremad og få eksekveret på nogle af de ting som nu bliver muligt med 2,7 mio. i indskudskapital.

“Nu har vi jo 3 forskellige med og vi har et kæmpe netværk vi kan trække på, det behøver ikke at være fra løverne selv men også fra deres folk. Nu skal vi lige hen over stormen efter løvens hule vi har så meget fart på lige nu fordi alle landets farvehandler også har lukket, så det kunne næsten ikke være et bedre tidspunkt vi kommer på. Vi har ikke de store lagerfaciliteter osv. så vi forventer at vi kommer ud i noget større og får noget grej og sådan nogle ting så vi kan skalere virksomheden ordentligt op.”

“Så vi ser gerne at vi kommer ud i nogle andre lande over de næste par år og tager et land afgangen og bliver færdig, eller ikke færdig men du ved hvad jeg mener, at de første 12 måneder ligesom er færdige og så går vi videre til næsten land og så videre.”

Jeg fristes til at spørge Brian hvor stort Decofarver skal være og han svarer sådan lidt ukonkret:

“Målet med Decofarver er ikke at det kun skal være i Danmark og på sigt heller ikke kun i skandinavien men også at vi måske kigger sydpå.”

Jeg tolker Brians svar som et udtryk for, at der er uanede muligheder men ingen fastlagt plan for hvordan, hvornår og hvor hurtigt. Det er nok også sådan det er bedst. Det er svært at planlægge for fremtiden men at holde øjnene åbne for de muligheder der er eller kommer, det er altid en god idé!

Alligevel kan jeg ikke lade være med at opkræve et konkret svar på et land de har i kikkerten. Brian svarer muntert: “Ja vi åbner i sverige i løbet af året. Vi har allerede oversat webshoppen og sådan så vi mangler kun lige de sidste 10% for at få den shop åbnet op.“

På det her tidspunkt må vores telefonsamtale slutte, da Brian har rygende travlt og skal videre til den næste arbejdsopgave som kalder, det har jeg kæmpe respekt for og jeg takker for at Brian tog sig tid til at snakke med os her på Capino.dk

Hele teamet bag decofarver ønskes alt det bedste fremover! 

Vil du besøge Decofarver så kan du finde dem her:

Kan indholdet bruges?

Sidst opdateret: 2. februar 2021

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *